Opslået

2016 – Nytårsønsker

2015 – det var så det år. Farvel og tak! 

Op på stiletterne igen! Selvfølgelig i en af mine kjoler og en hjemmebikset hat, hoppede jeg optimistisk ind i det nye år, sammen med min elskede familie og dejlige, sjove, søde venner.

Vi skålede 2016 VELKOMMEN. Og kårede det nye år til hjerternes år 💙💜❤️💚💛Nytår2

Mit nytårsforsæt sidste år gik hovedsageligt på fordybelse!
Og det har da også været en meget arbejdsomt år. Jeg er heldigvis stadig vild med mit firma/arbejde, så det er cool nok. Ecouture er faldet godt til i de nye lokaler i Strædet. Der har også været tid til mange andre sjove udfordringer, for eksempel er jeg stolt over og glad for, at vi sammen kunne samle SÅ mange penge ind til flygtningehjælpen. Læs også: Støt Danmarksindsamlingen og vind en kjole. Og jeg er stolt over og glad for, at Unfair Fashion har bedt mig være med i deres advisoryboad for nye, upcoming designere. Det giver både håb og mening. Læs også: Unfair Fashion – bæredygtighed er vejen

2015 har budt på nogle spændende rejser rundt i Europa for at møde vores samarbejdspartnere. Læs også: Bag om produktionen – besøg hos systuen i Bulgarien

Mine børn er ved at være store nu og passer efterhånden sig selv. Jeg må nok sige, at det udløser en hel del ekstra tid at være ude af kategorien ”småbørnsfamilie”. Nu skal vi forældre bare sørge for en ”rubber” og en krammer i ny og næ – wooom, og så er de ellers videre:) Tjaaa… herfra må man tage imod den tid, man får tildelt sammen med dem, når det passer dem, med åbne arme. 💙💜❤️💚💛

Ak – og så var der jo valget: Hold nu k… en gyser!!! Hvad skete der lige med miljødebatten der!? Pist væk?!? Det står uvist hen, hvad der sker med vores lille land? Eller med hele verden, for den sags skyld!

Ahhh! God morgen og VELKOMMEN 2016Nytår

Begynder denne første morgen i det nye år med at tænke over mine nytårsønsker…

  1. Fokus og fordybelse: En stærk overlever fra sidste års tasks – den tror jeg godt, man kan arbejde lidt mere med i år… Tænker bare, at jeg i år vil tilføje ”men ikke arbejde alt for meget”.  37-40 timer om ugen – det må være nok! Og jeg vil prøve, om jeg oven i købet kan komme under for til gengæld at være mere skarp og fokuseret de timer, jeg så reelt arbejder!
  1. Fælleskab, deleøkonomi og miljø: Vi har holdt et lille familiemøde og aftalt at skabe et fælles familieprojekt for at udfordre os selv til at leve endnu mere miljøvenligt, end vi allerede gør. Et par kødfri dage om ugen. Hjælpe hinanden med at huske at slukke lyset. Gøre en dyd ud af, hvem der kan tage de hurtigste bade, lave den bedste “hvad køleskabet gemte”-mad af rester. Vi har ikke nogen bil, for vi bor på Indre Nørrebro, men vi har prøvet en el-delebil. For dem, der skulle have brug for bil i ny og næ, er det rigtig smart! I det hele taget er jeg VILD med deleøkonomi! Væk med ego – og ind med mere ansvar for hinanden, vennerne og fællesskabet. Det glæder jeg mig til…
  1. Yoga: Det er egentlig aldrig rigtig lykkedes for mig at meditere. Hmm – noget med at tømme hovedet for tanker og fokusere på f.eks. en farve. Nix. Den smutter altid for mig. Og glider over i et nyt design – en ny deadline – et nyhedsbrev – nogle ulæste eller, endnu værre, glemte mails… Men hov! En god veninde (yogalærerinde) gjorde mig opmærksom på, at det faktisk ofte sker helt af sig selv i en god yogatime. Pludselig går det op for en, at man har tømt hjernen for alt andet end sine øvelser en HEL TIME :))) Fascinerende, hvad yogaen kan gøre for os moderne flimmer-gøjsere. Ja, sport i det hele taget! Jeg har tænkt mig at bruge året på at passe godt på mit hylster – det skal jo slæbe rundt med mig resten af mine dage, og det er så dejligt at mærke, hvor glad kroppen er for én, når man dedikerer nogle timer til den hist og her. Jeg har det altid bedst – faktisk virkelig fedt – når krop og sjæl er venner;)
  1. Danse! JA – fik jeg nævnt danse!?
  1. Green karma: Sidst, men IKKE MINDST! Selvom Niels Hausgaard siger: “Husk, du kan ride din kæphest så hårdt, at andre får ondt i røven af det”, så har jeg altså tænkt mig at knokle videre med at dryppe grønne dråber i havet for en bedre klimapolitik! Klart nok mest i min egen branche, men, og jeg beklager, det kommer altså også til at “gå ud over” jer, kære læsere;)

“Be the change that you wish to see in the world.” (Mahatma Gandhi)

Jeg forstår faktisk godt, hvorfor vi prøver at løse det afgrundsdybe miljøkaos ved bittesmå og i virkeligheden nyttesløse justeringer; vi vil jo gerne skubbe det uundgåelige øjeblik fra os, hvor vi skal til at lave fundamentalt om på vores vaner og livsstil med dens meningsløse overforbrug. #BlackFridaySkridiHavet!

Af alle de mennesker, der har levet på jorden, siden vi dukkede op fra evolutionens mørke, er vi dem, der lever tryggest og med størst velstand, og vi danskere plasker rundt lige midt i smørklatten. Hvem har lyst til at lave om på det?

Men samtidig er vi den første generation, der mærker konsekvenserne af klimaforandringerne, og vi er den sidste generation, der kan gøre noget ved dem. Og det haster! Klimaforandringerne er en alvorlig trussel, både nu og for kommende generationer…

Jeg håber sådan set på, at det måske kan være anledningen til, at vi genfinder os selv som en del af naturen. Og måske vi kan genforenes som EN hel, samlet klode, hvor man ikke har tid til at bekæmpe hinanden, fordi vi i stedet bliver tvunget til at hjælpes ad for at få rettet op på vores alle sammens hjem: ModerJordKuglesen. For vores egen skyld, vel at mærke. Hun er jo i bund og grund  totalt ligeglad med os og skal sgu nok klare sig – med eller uden mennesker!

Verdenssmerte

Man kan blive så uendelig trist ved tanken om, at universets anslåede 13,8 milliarders års udvikling er endt med dette: En kultur, hvor vi falder om med stress for at få råd til alt det, der undergraver vores eget og mange andre arters livsgrundlag.

Kun med fælles indsats og gigantiske investeringer i naturvidenskab og teknologi har vi en chance for at få omlagt samfundet, så vi kan tilpasse os de forandrede livsvilkår, som klimaforandringerne vil medføre. 

Men det begynder med os selv

Med en erkendelse af situationens alvor! Vi må og skal gribe i egen barm og åbne øjnene for nødvendigheden af at ændre vores livsstil markant! Kom – det må være NU!

For at gøre det muligt er det også nødvendigt at forstå, at på trods af al håbløsheden og afmagten er der mulighed for at leve ”det gode liv”. Det liv, hvor værdien ikke er hægtet op på eskalerende forbrug og hæsblæsende ræs, hvor mer´vil have mer´, men i stedet liv, hvor det er en fordel at dele og give videre til de næste. Det gode liv med genbrug og nøjsomhed. Det gode liv med mindre stress og forbrug (tænk, før du handler). Vi skal begynde at fortælle de motiverende historier, der kan give os nye visioner om, hvad det gode liv er. Historier om nærhed, relationer og ansvar, fællesskab med både andre mennesker og naturen.

Først når vi får mod til at leve, så det at bo på en levende klode i ansvarligt fællesskab med andre livsformer også kan være en fest, stemmer majoriteten på politikere, der vil skabe fælles gode løsninger for os.

Præmien er STOR:

At vi kan sikre vores børns og efterkommeres fremtid på en planet, fyldt med liv og mangfoldighed. Tiden er inde til at leve et anderledes liv…

Jeg er heldigvis så opmuntret over, at verdens lande blev enige om noget til klimakonferencen! #cop21. Og at aktierne falder hos olieselskaberne – hurra! Tillykke til os alle sammen. Arbejdet for en grøn fremtid fortsætter.

Firmaer, som har satset på grøn omstilling og viden om alternativ energi, går en lys fremtid i møde.

Og dette ”I will keep on”-statementfoto er så mit lille tak til Greenpeace Danmark for at holde os op på det igen og igen… Hatten af for det; )

 I will Keep on 

*Godt nytår, folks* 2016, bring it on…  

Lots of love 💙💜❤️💚💛 Jo

2 thoughts on “2016 – Nytårsønsker

  1. Kære Johanne,

    Tak for 2015 og for visioner for 2016!
    Tillykke med butikken i Strædet; det er sådan et inspirerende space og fed energi. Din integritet og kreativitet skinner så meget igennem og er en fakkel som det er nemt at følge. Tak for det.

    Skønne forsætter for 2016 – og ikke mindst i pkt.4!!! 😉 Når folk danser, laver de ikke ballade så længe…. mere af dét.

    Der er gode ting i vente, det kan ikke være anderledes, og der er heldigvis en ny generation som begynder at få indflydelse og som har gode idéer til løsninger og ikke er sovset ind i den gamle, olieklæge energi.

    Namaste
    Mette

    1. Tak for din søde kommentar Mette. Rigtig godt nytår til dig og dine… Læs også Mette;) http://blog.ecouture.dk/tango/ Knus og kram Jo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *