Opslået

Kvindeidealer

Kvindelig skønhedsidealer er til enhver tid drevet af det uopnåelige

De sidste mange, mange år er det så det meget slanke, androgyne drenge-look, vi ser på catwalken. Oftest unge piger i 16-18 års-alderen. Faktisk mener jeg, at slanke kvinder er utrolig smukke! Det er slet ikke det. Men jeg studser over, at den ligeledes meget smukke kurvede kvinde SLET ikke er repræsenteret i modeindustrien. For selvfølgelig skal modeller være smukke og præsentere moden flot. Det handler jo om salg!

Men når der er så mange linjer inden for mode. Hvorfor er der så ikke også flere forskellige kvindeidealer?

CHendricks
Christina Hendricks, der spiller rollen som chefsekretæren Joan Holloway i tv-serien ‘Mad Men’

Kan det være noget med, at de største og meste magtfulde designere og modeskabere rent faktisk er mænd (der som oftest er til mænd 🙂 )? Nej, den tror jeg egentlig ikke på. Der er faktisk virkelig mange kvinder lige i modebranchen.

Er det, fordi vi er det svage køn, og magten stadig ligger tungt hos mænd, så vi bestræber os på at ligne dem i kampen om anerkendelse? Måske igen noget med at skulle afseksualiseres, ligesom 20’ernes drengepiger eliminerede de kvindelige former.

Hvorfor kan man ikke være SUPERsej og mega-kvinde på samme tid? ”Femininisme”, som jeg kalder det? Det begriber jeg ikke. Jeg ELSKER kvinder af alle slags. Og jeg er begyndt at frygte, at svaret ligger hos os selv. Måske er vi kvinder bare vores egen værste fjende.

Kvindelig skønhedsidealer er jo til enhver tid drevet af det uopnåelige. Og måske er det noget, vi selv sætter op for os selv af gud ved hvilken grund. Jeg tænker bare ”kom nu, for fanden” – vi kan jo godt!!!

Stilhistorie

Indtil omkring år 1910 var den moderigtige kvindedragt draperet omkring et korset, der snørede taljen ind til cirka 47 centimeter. 
Det siger sig selv, at korsettet gjorde det svært at trække vejret og bevæge sig. Netop denne egenskab bidrog til korsettets langvarige succes: Man kunne se forskel på kvinder, der blev nødt til at slide for føden, og dem, der havde råd til at gå rundt og se godt ud i korset. 
Kvindesagskvinderne forsøgte at give kvinderne luft. Sidst i 1800-tallet præsenterede Dansk Kvindesamfund en såkaldt reformdragt, som kunne bæres uden korset. Den blev ingen succes. Reformdragten blev lynsnart døbt reformsækken.

Hvad kvindesagsforkæmpere ikke kunne udrette, kunne til gengæld kvinders erhvervsarbejde og det, at kvinder begyndte at dyrke sport. Industrialiseringen havde bragt kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og Første Verdenskrigs enorme forbrug af unge, raske mænd forstærkede den proces i de krigsførende lande. Kvinderne havde brudt hul i muren til uddannelsessystemet, til traditionelle mandearbejdspladser og fået stemmeret.
 Det krævede alt sammen ny bevægelsesfrihed.

20’ernes unge kvinder ønskede ikke at give slip på den større frihed og ligestilling, de havde opnået. For dem var svungne kvindeformer symbol på ufrihed og umyndiggørelse.

Den økonomiske krise i 30’erne ændrede folks livsindstilling og moralbegreber i en mere reaktionær politisk retning. Det påvirkede fluks moden:
 I løbet af vinteren 1929-30 blev drengepigen fortrængt af et mere feminint kvindeideal. Den perfekte kvindekrop skulle stadig være slank, ungdommelig og smalhoftet, men taljelinjen rykkede tilbage på plads, og brystet blev markeret blødt. Idealet var at have en slank og naturlig krop.

Under Anden Verdenskrig voksede kvindernes skuldermål, da de endnu engang overtog job efter mænd, der blev sendt i krig. 30’ernes blødt rundede kurver blev fortrængt. Jakkerne fik et maskulint snit med brede skuldre og bredt revers. 
Kjolelængden sank atter ned til midt på skinnebenet.

Christian Dior ramte lige ned i kvinders tørst efter feminin elegance oven på krigens tekstilrationering og fattigdom. Hans New-Look-kreationer havde moderne timeglasfigur, hvor den smalle talje fremhævede hofterne og frem for alt brysterne. Efter krigen skulle kvinder forene den dygtige husmoder, den kærlige moder og den tiltrækkende hustru i deres person.

Normerne spejlede sig i 50’ernes kvindeideal, hvis fyldige bryster blev løftet op og udstillet som tegn på kvindelighed. I samme årti voksede en helt ny type frem. Den slanke ungpigekrop blev idealet for teenagepigerne. I 50’erne fik de unge mere fritid og flere penge – og modeindustrien øjnede en ny forbrugergruppe. Sweatre, lange bukser eller strutskørter og ballerinasko blev et hit.
Mange voksne kvinder begyndte at gå i det ungdommelige tøj, og omkring 1960 nærmede det unge og det modne kvindeideal sig hinanden, men stadig med betoning af de kvindelige former.

Højkonjunkturen satte ind i begyndelsen af 60’erne. De gifte kvinder begyndte at strømme ud på arbejdsmarkedet, og pigerne strømmede ind i uddannelsesinstitutionerne.

Modeskaberne fangede tidsånden. Det nye ideal var en spinkel, næsten lillepigeagtig kvinde, der ligesom 20’ernes ranglede drengepiger eliminerede de kvindelige former. Idealet blev aseksualiseret, pupertetsagtigt. Hverken bryster, taljer eller hofter blev fremhævet. Mange gik på sundhedsfarlige slankekure for at komme til at ligne den engelske fotomodel Twiggy. Hun signalerede alt det modsatte af seksuel tiltrækning og var derfor brugbar i de unges selvfremstilling.

70´ernes 
rødstrømper ville afskaffe enhver form for forførelse. Kvindedragten skulle afseksualiseres og ansigtet renses for makeup for på den måde at stoppe konkurrencen om mændenes gunst. Kvinder skulle acceptere deres krop, som den var, i stedet for at modellere den med fantasifuldt undertøj. Den afseksualiserede kropslighed symboliserede en form for frigørelse fra den traditionelle kvinderolle. Frihedsfølelsen fik trangere kår, da den økonomiske krise satte ind i 1973-74, og kampen om arbejdspladserne blev skærpet. Miniskørterne og de lange bukser blev afløst af et mere modent kvindeideal i dragter, bukser og kjoler i klassisk stil.

I 80´erne foldede det kvindelige idealbillede sig ud som flere forskellige typer i damebladene: Den sporty, den sexede, den sofistikerede osv.
 I arbejdslivet nedtonede kvinder det feminine og iførte sig mandens neutrale påklædning. Den stilfulde dragt med habitjakke var en af 80’ernes mest populære typer arbejdstøj til kvinder.
 Kroppen under tøjet skulle stadig være naturlig. I stedet for at forme sin krop med korsetter formede man kroppen med selvkontrol, viljestyrke og de penge, det koster at gå i motioncentre, solarier og spise proteinrig kost og kosttilskud. Kroppen skulle udstråle dynamik og effektivitet.

Fra midten af 80’erne slog den voksende kropsbevidsthed for alvor igennem i form af en meget kropsnær mode, hvor de kvindelige former blev fremhævet – dristigt, provokerende og erotiseret.
Undertøjet blev synligt i modetøjet, især blev corsager i alle afskygninger brugt som feminin top til fx maskuline cowboy-bukser.
Siden da har barmen været i fokus.

Det kan ses som et udtryk for større selvfølelse, som især den yngre generation har fået i kraft af kvinders større indflydelse i samfundet. De fremhæver deres kønsidentitet og tør vise flere sider af sig selv, inklusive de erotiske.
 Det betyder dog ikke, at produktionen af idealbilleder er ophørt, eller at skønhedskravet er blevet mindre.

Før brugte man korsetter til at forme kroppen. I dag bruger man selvdisciplin, og det er på en måde hårdere. Den stigende kropsbevidsthed og den perfekte krops fremtrædende position i reklamebilledet betyder nok, at grænsen for, hvad vi vil tolerere af afvigelser fra idealet, flytter sig. Mange ser kosmetiske operationer som en fortsættelse af den skønhedspleje, de fleste af os dyrker. Selv ganske unge piger får udført kosmetiske brystoperationer, nogle bliver glade for det, andre hjælper det ikke; de skulle nok prøve at blive glade for sig selv på anden vis.

Men hvad nytter at forholde sig moraliserende til det, kvinder har altid brugt kroppen til at udtrykke sig æstetisk. Og kvindelig skønhedsidealer er jo til enhver tid drevet af det uopnåelige.

Kærlig hilsen
Johanne Helger Lund