Opslået

Tøjrens

Kemisk tøjrens er en barsk affære. Stoffet perchlorethylen bruges hyppigt, men er dybt problematisk. Det er kræftfremkaldende, og selv en meget begrænset kontakt med stoffet kan forårsage hovedpine, svimmelhed, kvalme, hudirritation og åndedrætsbesvær. Oftest bliver man udsat for stoffet ved indånding. I sagens natur er arbejderne på renseriet meget udsatte, men perchlorethylen er så kraftigt, at det kan måles i hjemmet, hvis man har tøj hængende, der er blevet renset med det, og det udgør en sundhedsfare for folk i boliger oven over eller ved siden af et renseri. Endvidere er det skadeligt for miljøet.

Andre kemiske løsninger er hydrokarbon (kulbrinte), som er petroleumsbaseret og har en række miljømæssige problemer, skønt det ikke er så giftigt som perchlorethylen, eller silikonebaserede stoffer, der ganske vist ikke forurener ved bortskaffelse, men er mistænkt for at være kræftfremkaldende og i øvrigt kræver klor i produktionsprocessen, hvilket også frigiver kræftfremkaldende stoffer. Heldigvis er der qua ny teknologi alternativer til kemisk rens af det sarte tøj.

rens_0

Vådrens
Tøj, der kan tåle kemisk rens, kan næsten uden undtagelse også tåle vådrens, som er meget skånsom og ikke ret våd. Ved vådrens anvendes særlige maskiner, som drejer langsomt og tilpasser temperatur, hastighed og varighed til det pågældende materiale. Vandbaserede pletter opløses i processen, og er pletterne oliebaserede, kan tøjet behandles med særlige, vandbaserede “sæber”. Vådrens er ufarlig for mennesker og miljø, fordi der ikke anvendes toksider, og metoden har ydermere den fordel, at den er energi- og vandbesparende.

CO2-rens
En anden mulighed er at rense tøjet med CO2. Det lyder ikke umiddelbart særlig bæredygtigt, men den anvendte CO2 stammer fra genbrug af CO2 fra andre produktioner, så der produceres ikke nye drivhusgasser. Ved CO2-rens puttes tøjet i en maskine, som tømmes for luft og fyldes med CO2 i gasform, hvilket giver et højt tryk i maskinen. Flydende CO2 pumpes derefter ind i maskinen og opløser pletter af skidt, fedt og olie. Efter behandlingen kan den flydende CO2 pumpes ud og genbruges, og gassen lukkes ud i luften. Metoden er ufarlig for mennesker og miljø og har den fordel, at der ikke er nogle spildprodukter.

Læs mere om tøjrens hos GreenAmerica.