Opslået

Hvorfor er jeres tøj så dyrt?

Hvorfor er tøj så dyrt? Det spørgsmål popper ind imellem op. Men jeg synes faktisk ikke, det er så dyrt. Det koster at producere tøj, når man gør det ordentligt!

Udsalg?

Hvornår holder Ecouture udsalg? Det spørger folk også om, men det gør vi bare ikke. Aldrig. Hvis der er noget, verden ikke har brug for, er det flere impulskøb, der kommer til at hænge bagest i skabet sammen med alle de andre ting, man “kom til” at købe. (En positiv sidegevinst af, at alle altid betaler fuld pris, er, at du slipper for ærgrelsen, når din nabo køber en kjole til halvdelen af det, du gav for den ugen inden.) Tænk, før du handler, er mottoet.

prisartikel

Billigt koster dyrt!

Generelt er tøj i forvejen alt for billigt, og det fører til et overforbrug, som betyder endnu hårdere belastning af miljøet og dårlige arbejdsforhold. Et stykke tøj går typisk igennem 5-10 led, ofte i forskellige lande, og der bruges store mængder af kemikalier, vand og brændstof. Når alle mellemled undervejs vil tjene penge, og en færdig T-shirt samtidig koster det samme som en bakke tomater, giver det sig selv, at 1) dem i bunden af fødekæden arbejder for cirka minus to kr. i timen, og 2) der er brugt rigeligt af miljøskadelige kemikalier (fordi man med kemikalier kan skyde genvej og dermed nedsætte udgifterne). Vær på vagt, når tøj er for billigt. Det koster dyrt, bare ikke for den, der køber det i butikken.

Et kilo almindelig metervare koster op til 900 gram kemikalier og 350 liter vand. Dertil kommer processen fra metervare til T-shirt. Der skal kartes, spindes, væves, strikkes, vaskes, bleges, hvidbehandles, farves, trykkes, antikrølle-behandles, flammehæmmes, imprægneres og bakteriebeskyttes. Nogle af kemikalierne skader arbejdernes sundhed, andre skader miljøet både lokalt og globalt, især fra fabrikker uden rensning af spildevand, hvor de giftige kemikalier flyder direkte ud på jord og i vandløb. Hvilket skader arbejdernes helbred en gang til, idet de oftest bor i nærheden af fabrikkerne og dyrker jorden og drikker vandet. Men det koster penge at rense spildevand, og den slags er der ikke råd til, når prisen på slutvaren skal holdes så lav.

cotton

Slutteligen når tøjet frem til sidste og vigtigste led: Forbrugerne. Som får skadelige kemi-rester på og i sig fra det tøj, de køber, og forurener deres eget vandmiljø, når de prøver at vasker dem ud. Men det var billigt! Det var måske nærmest derfor, man købte det, og måske købte man to. Og bidrager således til at holde hele herligheden kørende…

Bæredygtighed i højsædet

Når man vægter bæredygtighed i form af økologisk bomuld, giftfri tryk og ordentlige arbejdsforhold for dem, der arbejder i produktionen, bliver slutproduktet dyrere. Hos Ecouture ser vi gerne, at kloden også holder, når vi er væk, og vi foretrækker, at folk ikke sætter liv og helbred til på at producere vores tøj. Derfor går vi andre veje for at holde priserne på et overkommeligt niveau, fx ved at være et webbaseret brand og ved at afstemme produktionen efter salget for at modvirke overproduktion, bl.a. med tiltag som Månedens design.

“Tænk, før du handler“